2017-2018: Organisatorisk kapacitetsopbygning af partner i Tanzania
Rising Hope’s lokale partner-organisation, The Light of Miracle, bestående af kvindelige tidligere stofbrugere, er den første af sin slags i Tanzania. Dette initiativ vil udvikle organisationens kapacitet og dermed evner til at skabe forandring.
Projektbeskrivelse:
The Light of Miracle - Rising Hope’s lokale partner, bestående af kvindelige tidligere stofbrugere - er den første af sin slags i Tanzania. Dette initiativ vil udvikle deres kapacitet og dermed evner til at skabe trinvis forandring.
Dette initiativ er en forlængelse af projektet fra 2015. Projektgruppen, som Rising Hope har arbejdet med siden begyndelsen, er nu registreret som en NGO i Tanzania – Dar Es Salaam. NGO’en mangler dog grundlæggende organisatorisk kapacitet for at fungere som en NGO.
Der er forskellige formål ved at opruste The Light of Miracle.
At fungere som et fællesskab for alle kvinder i Tanzania, som enten har aktivt misbrug, er i behandling, eller kæmper efter behandling med at holde sig stoffri og skabe sig en hverdag. Ved at skabe et samlingspunkt for kvinderne, kan de motivere hinanden og støtte hinanden.
At ruste kvinderne til at fungere som politisk aktør, som gennem forskellige initiativer måske kan få indflydelse på dagsordenen omkring misbrugsbehandling for kvinder i Tanzania.
At blive mere selvstændige og i fremtiden kunne udvikle og implementere projekter uafhængigt af Rising Hope eller andre.
Den organisatoriske kapacitetsopbygning vil foregå gennem undervisning, træning samt praksis. Der vil især lægges vægt på læring gennem praksis.
Emnerne, som vil indgå i træningen, er: Governance, personaleledelse, organisatorisk forvaltning, finansiel forvaltning, forvaltning af programmer og organisatorisk bæredygtighed.
Efter træningen afprøves og videreudvikles The Light Of Miracle’s organisatoriske kapacitet gennem praksis ved udførelsen af projektet ”Misbrugsbehandling for kvinder med stofmisbrug i Tanzania”.
Status:
Dette projekt er finansieret gennem en bevilling fra CISU. The Light of Miracle blev registreret som en officiel NGO i 2016, og gennem 2017 har Rising Hope foretaget fundraising til projektet samt forberedelser. Selve træningen startes op fra d. 1. februar 2018 og fortsætter i 2 måneder, men udviklingen af NGO’en vil fortsætte.